Stine A Johansens garderobe er fyldt med fantastiske vintagefund: Bliv inspireret her
Vellavede vintagefund krydret med smukke smykker og denim er rygraden i smykkedesigner Stine A Johansens garderobe. Hun har holdt fast i ting fra sin barndom og har blandt andet en forkærlighed for en særlig blazer, hun fandt engang i Paris.
"Jeg har altid været draget af det visuelle – af former, teksturer og farvede ting, der glimter."
"Som barn kunne jeg fordybe mig i min fasters smykkeskrin eller bruge timer på at sammensætte tøj, ændre på tøj og gå på opdagelse på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Det var aldrig kun selve tøjet, men hele fortællingen og stemningen omkring tøjet, der fascinerede mig."
"Den samme nysgerrighed har fulgt mig i mit arbejde med smykker i over 25 år med en stor kærlighed til det personlige udtryk og de små detaljer, der fortæller noget om, hvem vi er."
"Min stil har altid været en balance mellem det rå og det poetiske. Jeg har en forkærlighed for det industrielle, feminine og eklektiske, men det skal altid have en elegance og en historie."
"Før i tiden eksperimenterede jeg mere, hvorimod jeg nu går efter en garderobe, der føles som en forlængelse af mig selv. Men jeg har, siden jeg var 10 år, set på mit idol Madonna og ladet mig inspirere til stort og småt."
Har du et særligt tøjstykke eller tilbehør, som du altid vender tilbage til?
–"Jeg har en vintageblazer, som jeg fandt på et loppemarked i Paris for mange år siden. Den føles som et slags powerskjold og giver mig stemningen af Paris, når jeg har den på. Og så har jeg selvfølgelig mange smykker, og jeg føler mig ikke helt klædt på uden. For mig er smykker ikke bare tilbehør, men en del af min identitet."
Stine er faldet for de store stofsløjfer, der er syet
af vintageslips, og de fås hos By Hoffgaard på
Instagram (på profilen @byhoffgaard), og hun bruger
dem som dekoration på blazere eller frakker. Stine
designer smykker i eget navn, Stine A, og tænker
meget over, at kollektionerne kan passe sammen
sæson efter sæson. Lyserød taske er fra Chanel.
Stine er meget glad for jakker og har en del,
hvor mange er gode vintagefund. Pailletjakken
er fra Bruuns Bazaar, vintagebomuldsstrik med
rødt bælte er fra Stines barndom, sort vintage
80’erbluse elsker hun at have på og eventuelt
sammen med denimajakke fra Maison Hotel.
Shopper fra Prada.
Stine som hun har
det bedst i jeans
og blazer. Denne
er fundet på loppemarked i Paris og føles
som et powerskjold.
Jeans er fra Naked,
bluse fra genbrug, og
bemærk guldsnørebåndet i taljen, som
Stine har gemt fra sin
barndom og bruger
ofte.
Hvordan påvirker bæredygtighed og etik dine valg inden for mode?
Annonse
"Jeg har altid elsket genbrug og vintage – ikke kun for bæredygtighedens skyld, men fordi jeg godt kan lide sjælen i ting, der har haft et liv, før det lander hos mig."
Er der bevidste skridt, du tager for at gøre dine modevalg mere bæredygtige?
"Både og. Jeg forestiller mig, at de fleste af os har en bevidsthed om alle de millioner af ton tøj, der bliver til rent affald uden at blive brugt. Men jeg er heller ikke hellig selv. Jeg prøver at vælge kvalitet over kvantitet både i tøj og smykker, og jeg køber sjældent nyt tøj, og når jeg gør, vælger jeg noget, jeg ved, at jeg vil elske i mange år."
"Jeg har også en filosofi om at lade mine egne designs leve længe, så jeg forsøger at skabe noget tidløst fremfor noget, der rammer en trend."
Hvordan ser du på mode som en måde at udtrykke din personlighed på?
"Mode handler for mig ikke om trends, men om at fortælle en historie. Jeg elsker, når et outfit eller et smykke føles som en naturlig forlængelse af en selv, og når det ikke er et kostume, men noget, der føles helt rigtigt at bære, uagtet hvilken stil det er."
Har du særlige erindringer eller følelser knyttet til bestemte tøjstykker?
"Nogle af mine ting i garderoben bliver ladet med en betydning, og jeg elsker at bladre mellem minderne, når jeg kigger i skabet og vælger dagens outfit."
Som kreativ er der brug for
at holde styr på de ting, der
inspirerer, og det gør Stine
bedst, når hun hænger det
op på sin opslagstavle.
Den cremefarvede vintagepailletbluse kan
redde alle dage –
uanset anledningen, og den er en
af Stines favoritter i garderoben.
Loafers og taske
er fra Prada, stilletter med simili er
vintage.
Vintageblazer fra
Reshopit Randers og
tanktop fra First Class,
læderbælte fra Second
Female og jeans fra
H&M, sko fra UGG.
Kan du nævne en særlig lejlighed, hvor dit tøjvalg var vigtigt for dig?
"Da jeg første gang så en af mine smykkekollektioner præsenteret på en større scene, der vidste jeg, at jeg ville føle mig stærk og tilpas. Jeg valgte derfor et cool og simpelt look, og det er netop det, mode kan: Det kan løfte os og give os den rigtige energi."
Annonse
"Af smykker vælger jeg ofte at bære kontraster, så jeg har meget miks og perler i det ene øre og større guldsmykker i det andet øre, så det ligner små kunsturoer. Det håber jeg giver andre lyst til at kigge nærmere på, hvad jeg bærer, og hvordan jeg sætter det sammen."
Hvordan ser du på mode i din livsstil på lang sigt?
"Jeg vil altid være nysgerrig på æstetik og det personlige udtryk, men jeg tror, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det, der føles som mig. Mode skal være en fornøjelse, ikke en præstation."
Stine A Johansen
Smykkedesigner,
51 år og bor i
Lyngby med sin
familie.