Jeg savner mine veninder. Jeg tror, det er et vilkår. At savne dem, fordi jeg elsker dem, og fordi jeg virkelig ægte har brug for dem. 

Jeg savner dem ofte, og jeg savner dem, fordi vi alle sammen sidder lige her midt i hvert vores liv, hvor vasketøj og andre familiers børnefødselsdage er det, vi prioriterer. 

Læs også

LÆS OGSÅ

Da Nillou gik en tur med sin singlemom-veninde, gik en særlig ting op for hende

Efter vi har prioriteret vores arbejde, vores karrierer, vores parforhold, vores hunde, sund mad, de ældre i familien, vi skal passe på, og naturligvis også efter at have prioriteret at gøre bare lidt rent, så man ikke møder en sundhedsfare, når man åbner hoveddøren derhjemme. Så jeg savner mine veninder. De gør alting rigtigt i deres egne liv, på den måde at forstå, at det ikke er synd for hverken mig eller dem – vi vælger ikke hinanden fra, men vi vælger det, vi mener, vi er nødt til.

De sidste, vi vælger til, er meget ofte os selv. Det at prioritere sig selv, er vi blevet overtalt til at tro, er lig med, at vi får trænet. At vi får renset huden ordentligt om aftenen, og at vi bare indimellem får et øjeblik alene. 

Dér kan man så multitaske og være alene samtidig med, at man står ved køledisken i Brugsen og leder efter den slags inspiration, der sjældent bor i kølediske, fordi i min generation har vi meget lidt tid, vi sådan kan nå at spilde, for hvis vi gør det, falder det hele fra hinanden. Det er ikke en tåreperser, det her; for det er sådan, fordi vi ikke gør noget ved det, og fordi vi lever fulde, hele liv. Men det, der skrider, er tiden til veninderne. 

For nyligt sad jeg sammen med fire kvinder, jeg har kendt i 20 år, og vi talte om, om det var muligt at prioritere mere tid til hinanden. Det er det ikke. For ingen vil miste den aften, de har med deres børn, eller den aftale, de har med deres søstre, eller den date eller den forpligtelse. Jeg ved ikke, hvem der har lært os kvinder, at der er sider af os selv, vi ikke må give plads til – de sider, vi dyrker i fællesskab med andre kvinder. For det er her, vi glemmer, at vi skal passe på hinanden.

Læs også

LÆS OGSÅ

Kan vi som veninder ikke tillade os at mødes uden vores mænd?

Og måske derfor er jeg træt, ægte træt, af ordet ”prioritere”, for vi kan ikke. Vi har simpelthen ikke meget at prioritere af. Vi læner os ind i visheden om, at vi har ansvar, så vi kan være gode kærester, gode koner, gode døtre, de bedste mødre og kolleger, man kan regne med.

Så intet er elendigt; det er ikke tvang, det er valg.

Men selv når man er fyldt fyrre, eller især når man er fyldt fyrre, er livet fuld af mennesker og kærligheder, der skal passes på; fuld af relationer, der skal have mest først, og de relationer, vi har til andre kvinder, er relationer, vi har tillid til. Tillid til, at de venter på os, tillid til, at vi venter på dem, og tillid til, at vi er der, og at en kærlig sms er nok. 

Den gode nyhed er, at vi er stærke, og at vores bånd også er det – vi kan godt, og vi venter. Men damer, jeg savner jer. Og jeg venter gladeligt her i mit hjørne, til alle vores unger er flyttet hjemmefra, og til lidt af tiden kan bruges, spildes og nydes.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.